Husorden & vedtægter

 

Orden frem for kaos

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forside

 

Aktuelt

 

Pressesiloen

 

Adm. & bestyrelse

Husorden&vedtægter

 

Links

 

Kontakt

 
 
 

 

 

 

 

Husorden   Vedtægter            

 

 

 

 



Husorden for Pressesiloen

Du kan også downloade Pressesiloens husorden her (pdf)
 

Rundt om Pressesiloen
Den gamle Pressesilo blev opført som en del af Sojakagefabrikken omkring 1910. Bygningen var et godt eksempel på industribyggeri fra starten af 1900'- tallet. Københavns Kommune har derfor i forbindelse med byggesagsbehandlingen lagt stor vægt på at bevare den gamle Pressesilos udtryk i den nye bygning. Det giver en række begrænsninger i, hvad der må ændres på bygningens facade, hvis denne linie skal fastholdes. For at bevare det ensartede udseende må man ikke foretage ændringer, reparationer eller maling af eller i ejendommen uden for ejerlejligheden, herunder udvendig maling af vinduer eller døre mod fællesarealer eller opsætte skilte, reklamer, udhængsskabe, udvendige antenner, udvendige altankasser, markiser, læhegn, læsejl, vindbreakers m.v. Det er en selvfølge, at der ikke tegnes, males eller lignende nogetsteds på ejendommen.
For at sikre et ensartet udseende af træværket på altanerne vil det blive vedligeholdt med træolie af et malerfirma. Vedligeholdelsen betales over fællesomkostningerne.

Fællesarealet
Arealet rundt om Pressesiloen består af et fællesareal, parkeringspladser, cykelparkering, brandveje og terrasser, som tilhører de to stuelejligheder. Det er en selvfølge, at terrasserne er privat område, ligesom det er en selvfølge, at der ikke smides affald, papir, tændstikker eller lignende på arealerne. Det fælles haveareal kan benyttes af alle husets beboere. Havearealet er en del af Pressesiloen og indgår derfor ikke i det havneanlæg, som er fælles for hele Islands Brygge, og som ligger nord for Pressesiloen. Der er en fælles grill og bænke, som kan benyttes af Pressesiloens beboere. Husk at gøre grillen rent efter brug. Parkeringspladserne til biler er som hovedregel kun for Pressesiloens beboere og kun for motorkøretøjer under 3500 kg. Det er ikke tilladt at bruge parkeringspladsen til campingvogne, trailere el. lign. Gæster kan parkere på Islands Brygge. Cykelstativerne er inden for en aflåst indhegning og er forbeholdt beboerne i Pressesiloen.  Barnevogne anbringes i de to opgange, når de ikke er i brug.

I Pressesiloen
Inde i Pressesiloen skulle der gerne være plads til udfoldelse i lejlighederne, uden at det går ud over det gode naboskab. Lejlighederne er heldigvis godt isolerede, så lyden mellem lejlighederne er begrænset. Det vil dog altid være en god ide at tænke på naboerne, når der holdes fester, spilles musik og lignende. Fortæl naboerne på forhånd om planlagte fester via opslagstavlen ved indgangen. Brug af boremaskine o. lign. bør ikke ske senere end kl. 20 eller før kl. 8.

Fælleslokalet
Ejendommens fælleslokale er i stuen i opgang A. Lokalet er indrettet med køkken, borde og stole til 30 personer og tallerkner, kopper, glas og bestik til 24 personer. Lokalet anvendes til fællesarrangementer i Pressesiloen, og det kan desuden lånes af beboerne til private arrangementer. Lokalet kan reserveres ved at skrive sig på listen i skabet i fællesrummet.

Depotrum
Depotrummene holdes aflåste med den udleverede hængelås som passer til lejlighedsnøglen. I nogle depotrum er der ventilationshuller. Disse må ikke dækkes til. Gangen i depotrummene holdes ryddede.

Nøgler
Pressesiloens nøglesystem giver adgang til egen lejlighed, til de fire hoveddøre, til depotrummet, til fællesrummet, målerrummene og til affaldsrummet. Det er vigtigt at dørene til depotrummet og affaldsrummet holdes låste for at undgå uvedkommende adgang. Hoveddørene er endvidere forsynet med en kodelås som giver adgang for beboerne ved indtastning af en personlig pinkode. De yderste hoveddøre vil stå åben i dagtimerne, så posten kan komme ind til brevkasserne. Ekstranøgler kan bestilles ved henvendelse til administrator. 

Affald
Almindeligt husholdningsaffald kan smides i affaldsskakten forsvarligt indpakket i almindelige affaldsposer. Der må ikke smides løse genstande i skakten. Storskrald sættes på den dertil indrettede plads i affaldsrummet, papir smides i papircontaineren, og flasker smides i flaskecontaineren. Storskrald omfatter også elektronikaffald, som sættes separat. Der må ikke stå storskrald el. lign til venstre for døren. Det er vigtigt at følge skiltningen i rummet, så vi kan holde omkostningerne til renovation nede. Farligt affald, maling o. lign. afleveres ved genbrugsstationen Vermelandsgade 5-7, 2300 København S, Åbningstid: Hverdage: 14.00-18.00 Lør/søn og helligdage: 10.00-17.00.

Fjernvarme, el og vand
Der er individuel måling og afregning af fjernvarme, el og vand for hver lejlighed. Målerne til fjernvarme og vand er placeret i de enkelte lejligheder. Der betales månedsvist et a conto beløb til administrator på baggrund af et skønnet årsforbrug. En gang om året foretages selvaflæsning af fjernvarme- og vandmåleren, og aflæsningen indberettes til administratoren. På baggrund af aflæsningerne udarbejder administrator et samlet regnskab for varme og vand, og der reguleres i forhold til a conto indbetalingerne. Administrator har til enhver tid ret til at kontrollere fjernvarme- og vandmåleren i lejlighederne. Elmåleren er placeret i teknikrummene i stuen. Elmålerne aflæses og afregnes direkte med Københavns Energi. 

Elevator
I elevatoren findes en alarmknap, som kan bruges ved driftsstop. Øvrige problemer med elevatoren meddeles til administrator eller til bestyrelsen.

Dyr
Det er tilladt at holde dyr i mindre omfang i lejligheden forudsat at det ikke er til væsentlig gene for beboerne. Eventuelle efterladenskaber på fællesarealerne fjernes med det samme. Bestyrelsen kan ved gentagne alvorlige problemer med dyr forlange, at dyret eller dyrene fjernes fra ejendommen med 1 måneds varsel. Fodring af vilde fugle, vilde katte mv. er ikke tilladt. Hunde holdes i snor på Pressesiloens fællesarealer.

Udleje af lejligheden
Hvis en ejerlejlighed udlejes i tidsrum over tre måneder, skal bestyrelsen underrettes.

Adresser
Ejerne af lejlighederne i Pressesiloen skal sørge for, at bestyrelsen og administrator har kendskab til den korrekte adresse, hvor meddelelser, opkrævninger o. lign. skal sendes til.

Trapper og vinduer
Trappeopgangene og elevatorerne vaskes en gang om ugen af et rengøringsfirma. Eventuelle vedligeholdelsesproblemer meddeles til administrator eller til bestyrelsen. Ovenlysvinduerne i hver trappeopgang er normalt lukkede for at undgå at der komme regn ind. Bestyrelsen har nøgler til at åbne vinduerne hvis det skulle være nødvendigt med frisk luft i trappeopgangen.

Kabel-tv
Pressesiloen har installeret kabel-tv fra TDC. Betalingen sker direkte til TDC.